Kongen af Syddanmark?

Tag et kig på forsiden på Region Syddanmarks hjemmeside – og du vil kunne få den opfattelse, at Region Syddanmark er: Carl Holst fra Venstre, regionsrådsformand.

Det er ikke noget kønt syn, altså hjemmesiden, ikke Carl. Og det bliver grimmere, når man tager i betragtning, at der nu er valgkamp til Regionsrådets 41 pladser. Hjemmesiden fremstår reelt som en offentligt betalt valgkampagne for Carl Holst. En skatteyderservice, som de øvrige 40 medlemmer af Regionsrådet ikke har – og som de øvrige mange kandidater slet ikke har adgang til.

I september har der – indtil nu – været 18 nyheder på forsiden. 13 af dem var med foto eller citat af Carl Holst.

I august var der 17 nyheder på forsiden. 12 af dem med foto eller citat af Carls Holst.

Det er Region Syddanmarks egen kommunikationsafdeling, som leverer nyhederne på siden. 16 ansatte er der i den afdeling, som altså – tilsigtet eller ej – kommer til at føre valgkamp for Carl Holst. Som var de Carl Holsts eget hof. Sjældent, meget sjældent er andre af Regionsrådets politikere omtalt. Nye kandidater – naturligvis – slet ikke.

Det er ikke videre demokratisk, at Carl Holst i den grad promoveres her i valgkampen – og dermed gives en valgkamps-platform, som andre kandidater ikke har. Oven i købet betalt af skatteyderne – ikke af Venstre.

Vibeke Syppli Enrum. Spidskandidat for Enhedslisten til regionrådsvalgkampen