Læserbrev om det “blå” Fyn af regionsrådsmedlem Vibeke Syppli Enrum

Regionsrådsformand Carl Holst (V) løfter i Fyens Stiftstidende (17.2.) den blå fane så højt, så han helt mister forbindelsen med den fynske muld. Han jubler over, at “sidste års valg gav markant fremgang for Venstre” og fortsætter: “Med Venstre-borgmestre i syv ud af 10 kommuner blev Fyn næsten blå”.

Ja, Venstre gik markant frem i nogle kommuner. Men spis lige brød til. I et par af kommunerne gik Venstre faktisk tilbage – men fik alligevel borgmesterposten ved hjælp af DF, som vel snarere er sorte end blå. Det var også de sorte, der sikrede, at Carl Holst kunne fortsætte som regionsrådsformand. Carl Holst skriver, at “den store opbakning til Venstre forpligter”. Og giver derefter nogle eksempler på dette. Lad mig nøjes med at kommentere to af dem. Han fremhæver, hvordan “vi” i regionsrådet besluttede at “straks-bevilge en million kroner” til arbejdet med at få de 472 fyringstruede på Danish Crown i Faaborg i arbejde igen. Ja, det gjorde vi. Hele regionsrådet – fra højre til venstre – og ikke kun de blå, som Carls Holsts indirekte antyder. Carl Holst fremhæver som et godt resultat, at Region Syddanmark “år efter år (har) leveret en produktivitetsstigning på to pct.” – og at det skal fortsætte. Det har ifølge ham givet “bedre velfærd”. Det er jeg ikke sikker på, at patienter og ansatte i sygehusvæsenet er enig med ham i. Den slags resultater – hvor de ansatte skal løbe hurtigere og hurtigere – må Carls Holst da gerne prale med som blå politik. Det er det nemlig. Desværre også støttet af Socialdemokraterne

Til gengæld er vi i Enhedslisten helt uenige.

Vibeke Syppli Enrum, regionsrådsmedlem, Enhedslisten, Ellerup Bygade 16, 5892 Gudbjerg.