Enhedslisten har valgt at stå uden for Budgetaftalen for 2015

Venstre og Socialdemokraterne har lavet en budgetaftale for Region Syddanmark 2015, som betyder store nedskæringer og forsatte krav til de ansatte – ikke mindst i sygehussektoren – om at løbe stærkere, end de gør i dag.

Regionsrådets seks andre partier har IKKE været inddraget i forhandlinger. Men har blot fået forelagt aftalen mellem V og S med besked om, at den kan I tilslutte jer.

Enhedslisten tilslutter sig IKKE budgetaftalen. Ikke så meget, fordi V og S på denne arrogante måde har lavet en budgetaftale uden inddragelse af de seks øvrige partier, som udgør en tredjedel af Regionsrådets medlemmer. Det har V og S naturligvis ret til at gøre. De er flertallet. Men sympatisk er det ikke, at de ikke på nogen måde har ønsket at forhandle om kravene fra de andre partier.

Enhedslisten havde udarbejdet et alternativt budgetforslag, som ikke ville ramme de regionale serviceydelser til almindelige syddanskere nær så hårdt, som besparelseskravene har lagt op til – og som heller ikke ville betyde, at personalet skal knokle endnu mere.

V og S har end ikke ønsket at snakke med os – endsige forhandle – de forslag, vi har stillet. Har heller ikke ønsket at forklare nogle af de mere vidtløftige forslag, de sammen har stillet. Derfor må V og S og de partier (LA, Konservative og Radikale), som siden har tilsluttet sig de to partiers budgetaftale, selv tage ansvaret for spare- og nedskæringsbudgettet. Enhedslisten gør det ikke.

Vibeke Syppli Enrum

Medlem af forretningsudvalget i Region Syddanmark, tlf. 20460603.