Udgifterne til det politiske system

Læserbrev af Sarah Nørris, tidligere regionsrådsmedlem og nuværende byrådsmedlem i Esbjerg for Enhedslisten.

Der er skrevet mangt og meget om udgifterne til dette lands politikere. Men uanset om det drejer sig om sprogundervisning, avisabonnementer eller transportudgifter, har vælgerne krav på at vide, hvad vi som politikere bruger af skattepenge.

En hel del hovedbrud kunne meget nemt undgås hvis alle udgifter – uden undtagelse – blev offentliggjort. Hvis det var kutyme, at regionen og kommunen hvert år lagde udgifterne for hvert enkelt rådsmedlem på deres hjemmeside, så var vi ude over, at journalisterne skulle søge aktindsigt hver gang nogen f.eks. har været på studietur.

Samtidig kunne det måske også have den effekt, at vi kan diskutere samfundets udvikling i stedet for i tide og utide at skulle forholde sig til mere eller mindre løse rygter om andres forbrug af offentlige midler.

Komplet åbenhed er det eneste demokratiske korrekte og det nemmeste for alle parter – sæt i gang!