Vis solidaritet og følg de sundhedsfaglige anbefalinger

Enhedslistens regionsrådsmedlemmer i Syddanmark siger: Vis solidaritet og følg de sundhedsfaglige anbefalinger.

Coronakrisen har vendt op og ned på alles hverdag, også her i Region Syddanmark . Vi håber, at I alle har det godt og ikke er ramt alt for hårdt.

Sundhedsmyndighederne kommer dagligt med nye anbefalinger for at begrænse skaderne, og i Enhedslisten kan vi ikke understrege nok, hvor vigtigt det er, at vi følger anbefalingerne, hjælper hinanden og viser solidaritet med de svage og udsatte.

Fra os skal der lyde en stor tak til det hårdtarbejdende personale i sundhedssektoren – og på de sociale institutioner. Som bekendt er antallet af sengepladser de seneste mange år faldet og faldet, og personalet er blevet presset til at løbe hurtigere og hurtigere. Det gør det sværere at klare en krisesituation som nu.

Vi ser mange nye initiativer fra regeringen, som ikke altid har baggrund i sundhedsforhold. Demokratiet indskrænkes, og det er en vigtig opgave for os at sørge for, at det kun er en kortvarigt og midlertidig tilstand. Erhvervslivet hjælpes med milliarder, penge fra de offentlige kasser, som budgetloven indtil nu har forhindret, at vi kan bruge på nødvendig velfærd.

Det er vigtig, at vi holder øje med udviklingen og ikke får indført permanent undtagelsestilstand. Det er vigtigt, at vi er kritiske, for ingen virus skal kunne sætte demokratiet ud af spil. Saglig kritik og kritisk dialog er vejen til forbedring og udvikling, men kritik skal respektere den aktuelle situation, f.eks. er det yderst relevant at stille sig uforstående og kritisk overfor manglen på testudstyr i Danmark – forudsat at det er korrekt, at Danmark har fået tilbudt testudstyr fra udlandet, men har svaret nej tak. Det er relevant at sikre hjemløse ophold indendøre – og et måltid mad. Det sker ikke alle steder.

Solidaritet, demokratiet og sammenhold skal være vores værn mod kriser som denne. Stå sammen (på afstand), hjælp hinanden og lad os se på, hvordan vores samfund egentlig er skuet sammen og – efter denne krise – om det svarer til de tider, vi går i møde.

Vibeke Syppli Enrum og Lars Mogensen
Regionsrådsmedlemmer for Enhedslisten i Region Syddanmark