Hvad byder budgettet på? Eller rettere hvilke muligheder ligger der for de kommende forhandlinger? Er der 25 mio. til rådighed? Eller minus 5 mio? Det er lidt svævende, og det bekymrer os i EL. Selv om begge dele i det samlede forbrug er små beløb.
I dag er den traditionelle dag med fremEnhedslistens indlæg ved 1. Behandlingen af Budgettet for 2021læggelse af partiernes ønskelister – ønsker, som de fleste allerede nu ved ikke bliver imødekommet.
For igen i år leverede bestyrelsen i Danske Regioner et – for os at se – ringe resultat i økonomiforhandlingerne med regeringen. Med den demografiske udvikling og de øgede udgifter står vi en del ringere end sidste år – 9 millioner kroner ringere i 2021 og her er forventede besparelser i form af teknologibidrag, færre konsulenter osv. indregnet. Så med fare for at gentage os selv fra tidligere år: Efter Enhedslistens vurdering SKAL der flere penge og hænder ud på sygehusene, i psykiatrien og på institutionerne. De basale opgaver skal løses forsvarligt, og arbejdsmiljøet og patientsikkerheden skal være bedre, end den er i dag. Der skal fart på den grønne omstilling, oprydning af de forurenede grunde og sikring af drikkevandet.
Men partierne her i salen er vel tilfredse? For det var kun Enhedslisten, der stemte imod økonomiaftalen i Danske Regioner.
Jeg kan derfor sige det meget klart. Enhedslisten går kun med i forhandlinger forudsat to forhold bliver opfyldt:
Det første: at vi opfylder medarbejdernes ønsker til budgettet. De var ikke ubeskedne. Tværtimod meget realistiske, hvis vi ønsker imødekommende og fagligt kompetente medarbejdere. I den aktuelle situation, hvor vi ikke kan forudsige, om 2021 vil bringe en anden bølge af covid-19 – eller for den sags skyld en anden epidemi – der kræver hurtig omstilling af kerneopgaverne, kaldes især på faglige, kompetente og ikke mindst fleksible medarbejdere.
Der skal være en god introduktion på alle områder for nye ansatte og der skal flere ressourcer til for at sikre et ordentligt arbejdsmiljø for vores medarbejdere.
Patienterne bliver flere og har mere komplekse og tidskrævende forløb, samtidig med at nye retningslinjer og flere registreringer gør det hele mere besværligt. Der skal derfor afsættes tilstrækkelige midler til at udvikle kompetencer og sikre de bedste arbejdsredskaber – især på det digitale område.
Der skal afsættes ressourcer, så medarbejderne kan videreudvikle de nye veje, som covid-19 nedlukningen krævede og hvor en del er klogt at forsætte ad, f.eks. at afholde videomøder, der både sparer tid og kørsel – og dermed gavner miljøet.
Der skal være øget fokus på ansatte på særlige vilkår og også fokus på de allerede ansatte medarbejdere, der får problemer. Det vil være interessant at undersøge, om der findes muligheder indenfor socialøkonomiske virksomheder, som kan anvendes til at skabe rammer for de medarbejdere, der har behov for dette.
Vi bemærker også, at medarbejderne lægger vægt på regionens budgetstrategier, som i sidste ende betyder sikkerhed i ansættelsen. Det anerkender vi og må i den sammenhæng bede forvaltningen om at finde og skabe overblik over de mulige løsninger, der er på dette dilemma.
Som sagt, de økonomiske rammer er for snævre. De mange sygeplejersker, SOSU’er og andre sundhedsfaglige grupper får da heller ikke hjælp fra regeringens udspil om en tidligere pension. Det gør opgaven med at sikre et anstændigt arbejdstempo og arbejdsmiljø endnu vigtigere. De nyuddannede, der bliver ansat i dag, skal arbejde, indtil de er 73 – det er vores opgave at sikre, at det kan lade sig gøre. Og det kræver ressourcer. Ingen skal blive syge af at gå på arbejde.
Det er selvfølgelig besnærende at komme med nye, gode og velmente politiske forslag til budget forhandlingerne, som man kan profilere sig på som politiker. Vi kan pege på flere: F.eks. at bevare fødsler på Svendborg Sygehus, at sikre at Indvandrermedicinsk klinik stadigvæk kan varetage sin kerneopgave ift. til flygtninge og indvandrere eller tiltag, der sikrer en mere grøn og bæredygtig transport.
Vi er med på, at regionen prøver at leve op til FNs verdensmål, men vi er sikre på, at det desværre ikke er nok. Klimadiskussionerne og den grønne omstilling er desværre gået i stå under Covid-19. Selv om det var positivt for klimaet med hjemmearbejdspladser og videomøder, så skal der en langt større indsats til, før det batter noget. Økonomiaftalen gav heller ikke meget her.
Uanset hvad så er der mange ønsker fra dette og sidste års budget, som vi indholdsmæssigt kan støtte, men som betyder, at de i den sidste ende bare skaber færre penge til kerneopgaverne.
Regionen har fået lidt penge til et par hundrede ekstra sygeplejersker, og det foreslås allerede nu, at de skal i gang med nye initiativer og opgaver. Vi vil langt hellere prioritere arbejdsmiljøet og patientsikkerheden.
Hvilket bringer os frem til den anden betingelse: Tiltag, der bremser den stigende ulighed i sundhed. Det kan godt være, at der på papiret er fokus på området, men der er rigtig mange ting, der trækker i den forkerte retning. Lad mig bare nævne: Øget digitalisering sætter visse grupper af, øget centralisering giver problemer, hjemmebehandlinger, egenbetaling af tolkebistand og øget social ulighed generelt. Det er alt sammen noget, der giver de mest sårbare et ringere sundhedstilbud end de har brug for. Det skal der gøres noget ved, og hvis vi ikke hele tiden har fokus på det, bliver vi ved med at indføre tiltag, der øger uligheden i sundhed.
Lighed i sundhed kræver et stærk, offentligt, demokratisk sundhedsvæsen. Private klinikker, speciallægepraksis, offentlige private partnerskaber og udlicitering af opgaver er alt sammen med til at fordyre vores opgaver og fjerne den demokratiske gennemsigtighed og politiske kontrol. Igen kunne vi undersøge retningslinjer for socialøkonomiske virksomheder. Kan de bruges i denne sammenhæng?
Så alt i alt er vi noget bekymrede. Vi ved godt at regionens budget ikke er vejen til socialismen, men de kommende budgetforhandlinger. Men det kommende budget kunne være en forbedring i de nuværende forhold, selvom det i sig selv bliver vanskeligt.
