Enhedslistens kæmper videre for de unges trivsel

Udtalelse fra Enhedslistens regionsrådsmedlemmer til Danske Regioners generalforsamling 2022:

Vi har en ungdomsgeneration, der er ved at falde fra hinanden. Alvorligt mange af vores unge mennesker mistrives. Derfor har Enhedslisten i regionerne stillet forslag om oprettelsen af offentlige psykologklinikker for unge under 25 år med depression og angst.

De unge skal have adgang til hjælp, og den opgave ligger blandt andet hos os i regionerne. Vi har et ansvar for, at unge der mistrives bliver set og hørt og hjulpet videre.

Der var ikke opbakning til forslaget på generalforsamlingen, I stedet valgte generalforsamlingen, at undersøge mulighederne for at nedbringe ventetiden nationalt. Endnu en undersøgelse, i stedet for den handling som de unge har brug for.

Ventetiden skal forkortes
Det gældende tilbud om gratis psykologhjælp til unge under 25 år har oplevet så stor en tilslutning, at der er opstået ventetid på flere måneder. Ventetiden på psykologhjælp medfører ofte, at den unge får det værre og sygemeldingen forlænges. Derfor er der behov for ikke bare yderligere investeringer, men en ny struktur som hurtigt kan rumme de mange unge.

Det er uacceptabelt når regeringens bud på en sundhedsreform lægger ansvaret for trivsel over på den enkelte og ovenikøbet mener, at unge vil trives, hvis de holder op med at ryge og drikke. Det er en meget forsimplet løsningsforslag på et kompliceret problem.

Den mentale sundhed er et fælles anliggende og skal løses af fællesskabet.

Andre løsninger?
Regionsdrevne psykologklinikker for unge kunne tilbyde reel hjælp, der var tilgængelig. Forslaget var inspireret af Region Nord hvor et fælles regionsråd nu arbejder videre på at oprette offentlige psykologklinikker.

Nu må vi kigge på andre løsninger i forhold til de unges mentale trivsel. Vi skal have ventetiden på psykologhjælp ned, og det skal gå hurtigt.

Enhedslistens regionsrådsmedlemmer til Danske Regioners generalforsamling 2022.