Sparebudget med store konsekvenser

Enhedslisten har ikke kunnet tilslutte sig en aftale om Region Syddanmarks budget for 2023. Som det eneste parti er Enhedslisten ikke med i aftalen, der som konsekvens af en mager økonomiaftale med regeringen, er historisk stram.

Lars Mogensen, regionsrådsmedlem for Enhedslisten i Syddanmark, udtaler:
“Selvom der tilføres en lille smule ekstra til sygehusene, så opvejer det slet ikke de flere ældre, de flere opgaver og de øvrige besparelser på indkøb, administration og det såkaldte teknologibidrag. Konsekvensen er et øget arbejdspres, hvilket for os at se er en helt forkert vej at gå, i en tid hvor ansatte flygter fra de dårlige arbejdsforhold på vores sygehuse.”

Aftalen indeholder også besparelser på hele 85 mio. kr. på de centrale rammer.

Et andet område, der står over for store problemer, er den kollektive trafik og de to trafikselskaber, Fynbus og Sydtrafik.

Martin Schmidt Konradsen, regionsrådsmedlem og medlem af Udvalget for Regional Udvikling, udtaler:

“På grund af Covid-19 og stigende priser på både el og diesel, står trafikselskaberne overfor store underskud. Hvis der ikke gøres noget, skal der lukkes ruter, hvilket især vil gå ud over yderområderne og især klimaet. Det er derfor helt uforståeligt, at der ikke er vilje til at finde så meget som en krone til at hjælpe trafikselskaberne i 2023.”

Enhedslisten noterer sig også, at partiets ønsker om konkret handling for at skabe mere lighed i sundhed samt at gøre noget ved forholdene i Flextrafik ikke kunne blive en del af budgetforliget under forhandlingerne.

Enhedslisten kan på den baggrund ikke tilslutte sig den nye budgetaftale for Region Syddanmark.

For yderligere oplysninger:
Lars Mogensen, regionsrådsmedlem (Ø), [email protected], tlf. 28 24 75 01.
Martin Schmidt Konradsen, regionsrådsmedlem (Ø), [email protected], tlf. 70 79 09 09.