Der har været overskud på statsfinanserne med ca. 100 mia. kr. hvert år, de seneste tre år, og det økonomiske råderum er endnu en gang opskrevet med et to cifret milliard beløb. Dansk økonomi er bomstærk, derfor er der råd til bedre velfærd for såvel kommuner som regioner.
Borgerne lever længere, men har flere sygdomme, der kan behandles. Borgerne forventer at blive behandlet til tiden med de bedste metoder og den bedste teknologi.
Der er brug for renovering og modernisering af hospitalerne.
Flere børn og unge henvises til psykiatrien, og der er brug for længere tids behandling (også indlæggelse) til de mest psykisk syge.
Der mangler sundhedspersonale; de er på vej tilbage til det offentlige sundhedsvæsen. Derfor er det helt forkert at spare yderligere på administrativt personale, da det vil gå udover sundhedspersonalets kerneopgaver og arbejdsmiljøet.
Udgifterne til tilskudsmedicin er steget helt ukontrollabelt. Staten må betale for det.
Forstå det nu! Det danske sundhedsvæsen skranter og har brug for ekstra tre-fire mia. kr. for at følge med behovet og ekstra til at udvikle og kvalitetsløfte. Danske Regioner har udregnet, at der er brug for ekstra fem mia. kr. til renovering, modernisering og IT-Medico. Der er brug for en statslig finansieringsplan til at realisere det.
Regionerne står også for oprensning af forureninger og store dele af den kollektive transport. Her bør der også investeres massivt for både miljøet og borgernes skyld. Enhedslistens medlemmer af regionsrådene foreslår tre mia. kr., for at sikre det rene drikkevand og oprense skadelige stoffer samt undgå besparelser og sikre forbedringer for at få flere passagerer til kollektiv trafik.
Tormod Olsen, medlem af Danske Regioners Bestyrelse og gruppeformand i Region Hovedstaden:
Tiden er inde til massive, men også helt nødvendige investeringer. Vi er trætte af en regering, som siger de vil tage ansvar, men egentligt flygter fra det. Vi ser en regering, som hellere vil lade tingene falde samme og så lave pressestunts om lappeløsninger. Det holder ikke i længden.
Else Kayser, medlem af Danske Regioners Sundhedsudvalg, og talsperson i Region Midt:
Den offentlige andel af den samlede beskæftigelse er faldet, og antallet af offentlige arbejdstimer pr. borger er faldet. Fakta er, at medarbejderne er og bliver den vigtigste ressource som grundlag for at fastholde og udvikle et sundhedsvæsen på internationalt niveau. At de ansatte føler sig kompetente til at løfte opgaverne i et mere og mere kompleks sundhedsvæsen. At der investeres i livslang uddannelse. At der er balance mellem opgaver og ressourcer som grundlag for et godt arbejdsmiljø.
Lars Mogensen, Bestyrelsesmedlem af Amgros, regionsrådsmedlem i Region Syddanmark:
Statsministeren hylder Novo Nordisk og de nye muligheder, men vil ikke betale. Sidste år måtte regionerne fyre medarbejdere, selvom vi netop mangler medarbejdere – og kun kommer til at mangle flere i takt med, at befolkningen bliver ældre. Det skriger til himlen, når samfundsøkonomien boomer, og der allerede er delt skattelettelser ud. Regeringen må som minimum tage de ustyrlige medicinregninger ud af regionernes økonomi for at undgå nedskæringer på alt andet.
Susanne Flydtkjær, medlem af Udvalg for Klima, Miljø og Bæredygtig udvikling og gruppeformand i Region Nordjylland:
Billetpriserne stiger, busruterne i landdistrikterne lukkes, lokalbanerne er de fleste steder nedslidte – flere og flere tvinges over i bilen. Udviklingen kan vendes, men det kræver investeringer i den kollektive trafik i stedet for en langtrukken kommission og spildte milliarder på motorvejsprojekter.
Bruno Jerup, næstformand for Danske Regioners Udvalg for Miljø og Klima, og gruppeformand i Region Sjælland:
Vores rene drikkevand er truet, og med PFAS som en tilføjelse ser vi flere og flere giftige stoffer i miljøet. Det kræver oprensninger, men også investeringer i omlægning af landbruget. Regionerne kan med midler nok i ryggen spille en afgørende rolle, som også vil have en positiv effekt på andre områder såsom havmiljøet.
Yderligere: Tormod Olsen: 40 30 90 27