Enhedslisten Syddanmarks regionsrådskandidat Martin Schmidt Konradsen, og Jesper Kiel, byrådsmedlem for Enhedslisten i Svendborg Kommune, har været på besøg i et område ved Svendborg, hvor regionen ønsker at udvinde råstoffer – men hvor kommunen og lokale kræfter i den grønne trepart arbejder for at udlægge mere natur.
Se videoen her:
Området ved Svendborg er ét af flere steder i Syddanmark, hvor den nye råstofplan risikerer at kollidere med lokale grønne treparter og kommunernes planer for mere natur, biodiversitet og klimaindsats.
Enhedslisten arbejder for en ny retning for råstofpolitikken i Region Syddanmark – med fokus på genbrug, cirkulær økonomi og hensyn til natur og klima.
“Det giver ingen mening at udpege nye graveområder for rødbrændende ler, når der næsten ikke er teglværker tilbage på Fyn, og når der findes langt mere bæredygtige byggematerialer,” siger Martin Schmidt Konradsen.
“Det her handler ikke om forsyningssikkerhed – det handler om gammeldags tankegang. I stedet for at grave mere op, bør vi satse på genbrug, klimavenlige byggematerialer og lokal medbestemmelse. Regionen skal støtte de grønne treparter, ikke undergrave dem.”
Enhedslisten vil:
- Sætte natur og klima over kortsigtet råstofudvinding
- Fremme genanvendelse og cirkulær økonomi i byggebranchen
- Støtte lokale grønne treparter og kommuner, der arbejder for natur og bæredygtig udvikling
- Sikre, at råstofplanen understøtter den grønne omstilling, ikke modarbejder den.




