Martin Schmidt Konradsen

Region Syddanmark er ved at knække midtover.

Den offentlige transport mellem kommunerne er forringede med færre afgange og færre stoppesteder; sundhedsvæsenet centraliseres, så ens bopæl afgør, om man kan nå at få ordentlig behandling for akutte, livstruende sygdomme; og forurening af drikkevand, jord og natur efterlader sorte pletter i vores lokale miljø.

Derfor går Enhedslisten Region Syddanmark til valg for en bæredygtigt og solidarisk region. Hvor vi netop sikrer miljøet, naturen og biodiversiteten; hvor vi netop løfter den kollektive, offentlige transport og sikrer mobilitet til landdistrikterne; og hvor vi sikrer lokale sundhedstilbud og styrker psykiatrien.

I min hjemby Nordborg på Als og i Sønderjylland, hvor mine forældre og familie bor, kan jeg i disse år se en trist udvikling. Flere skoler lukker ned, der bliver færre busafgange og de små byer dør hen. Det er en udvikling, der har været i gang siden man begyndte at centralisere de offentlige institutioner, fx skat, sundhedsvæsenet og uddannelsesinstitutionerne. Og det er en udvikling jeg gerne vil være med til at vende.

Men kulturen, kunsten og det helt særegne ved at være alsinger, sønderjyde eller tilhøre det tyske/danske mindretal spirer også. Vi skal værne om vores helt særlige lokale kultur, dialekterne og særegne natur. Derfor stiller jeg op til regionsvalget 2021 for Enhedslisten i Region Syddanmark.

 

Mit navn er Martin Schmidt Konradsen. Jeg er uddannet jordbrugsteknolog og bor i Odense. Til daglig er jeg især aktiv i Danmarks Naturfredningsforening og som frivillig i Børns Voksenvenner.

Hvis du har lyst til at vide mere om mig, være med i kampen for et rødere og grønnere Syddanmark, eller blot høre mere om Enhedslisten, er du meget velkommen til at skrive til mig på Facebook eller på e-mail.

Facebook: facebook.com/martinschmidtkonradsen
Instagram: martinschmidtkonradsen
E-mail: [email protected]