Pressemeddelelse: Enhedslisten imod privatisering af regionens vaskeriydelser

Regionsrådet i Syddanmark besluttede mandag den 26. november 2018 at store dele af regionens vaskeriydelser skal varetages af private virksomheder fremover.

Regionsrådsmødet blev ellers indledt med en række spørgelystne medarbejdere og -repræsentanter fra de eksisterende vaskerier, som ikke føle at de var blevet inddraget eller informeret overhoved.

– I Enhedslisten er vi generelt imod, at private skal tjene penge på offentlige ydelser i sundhedsvæsenet, udtaler regionsrådsmedlem Vibeke Syppli Enrum fra Enhedslisten.

– Vi stemte derfor igen imod beslutningen i Regionesrådet. Det er i sidste ende et politisk, ideologisk spørgsmål, men vi er meget i tvivl om de påståede besparelser overhoved er realistiske, og hvor stor den samfundsmæssige regning bliver.

Regionens vaskerier har de seneste år stået overfor store investeringer, som er blevet tilbageholdt på grund af det mulige udbud. Derfor vil regionens vaskerier med disse investeringer kunne komme helt i top, både hvad pris og kvalitet angår.

– Men det væsentlige er, at medarbejdernes indflydelse, demokratiet og de sociale faktorer bliver sat helt ud af kraft, når man foretager disse privatiseringer. Det hele kommer til at handle om virksomhedernes indtjening og behov, uddyber Vibeke Syppli Enrum.