En dårlig aftale for sygehusene

Af Lars Mogensen, regionsrådskandidat for Enhedslisten, Granly Allé 29, Esbjerg V.

Læserbrev: Så kom økonomiaftalen mellem regeringen og Danske Regioner på plads. Desværre ikke en imponerende aftale, der ikke tilfører de tilstrækkelige midler til et presset sundhedsvæsen.

Aftalen fjerner ikke det udskældte 2 procent effektiviseringskrav, på trods af skarp kritik fra både patienter, personale og Danske Regioner selv.

Kravet betyder, at personalet på landets sygehuse igen skal løbe 2 procent hurtigere end sidste år. Det har stået på i 15 år, og personalet kan ikke mere. Flere personalegrupper har allerede advaret om, at det er personalets helbred og patienternes sikkerhed, der er på spil.

Enhedslisten har været imod effektiviseringskravet siden det blev indført. Tidligere på måneden havde vi derfor et forslag til afstemning i Folketinget om afskaffelse af 2 procent-kravet. Der var et flertal for at fjerne kravet, hvis bare Socialdemokratiet ville stemme for.

Men det gjorde de ikke! Danske Regioner stod heller ikke fast på kravet og gav sig i forhandlingerne med regeringen. Og dermed må personalet endnu engang skrue tempoet op.

Det er helt uacceptabelt. I Enhedslisten kæmper vi videre for ordentlige forhold på vores sygehuse, og håber, at de partier, der siger det samme, snart viser det i praksis.