Enhedslisten siger Nej til sparebudget

Pressemeddelelse fra Enhedslisten Syddanmark den 23. september 2015.

“Enhedslisten (EL) deltager ikke i budgetforliget i Region Syddanmark. Vi forlod forhandlingerne ved mødet i dag, onsdag.

EL anerkender, at regionerne har en utaknemmelig opgave, da regionerne kun har de midler, som regeringen og et flertal i Folketinget tildeler dem. Det er regeringen, der dikterer de store besparelser gennem økonomiaftalen med Danske Regioner. En aftale, Enhedslisten heller ikke støttede.

Der er nu i Region Syddanmark indgået et forlig med store besparelser på sundhedsområdet – hvor kun den højtspecialiserede behandling går fri. Men det fremgår ikke, hvor besparelserne skal hentes, og hvilke konsekvenser, de vil få. Dermed er der ingen garanti for, at besparelserne ikke rammer borgerne, eller at personalet ikke skal løbe stærkere. Det er at spare i blinde. Og det er en øvelse, Enhedslisten ikke vil deltage i.”

Yderligere oplysninger kontakt:
Vibeke Syppli Enrum, medlem af regionsrådet i Region Syddanmark for Enhedslisten, tlf. 20460603.