Nej til sparebudgettet 2016

Enhedslisten er ikke valgt ind i det syddanske Regionsråd for at skære ned på velfærden. Lige omvendt – vi er der for at forbedre velfærden. Derfor kan Enhedslisten ikke stemme for det budget, som flertallet af partier er blevet enige om. Det er et budget, som forringer velfærden for de syddanske borgere.

Vores loyalitet ligger hos syddanskerne. Ikke hos den regering og det folketingsflertal, der har besluttet, at Region Syddanmark skal spare så meget på velfærden.

Glæden over, at f.eks. nogle lukningstruede sygehuse eller sygehus-afdelinger alligevel overlever, kan ikke overskygge det faktum, at dette budget betyder store forringelser for syddanskerne.

Det er naturligvis godt, at flere sygehuse overlever spareøvelsen. Men tilbage står, at der bliver skåret 167 millioner kroner. En besparelse, som borgerne vil komme til at mærke. Det er helt traditionel politik: Man melder ud, hvor slemt det kan blive. Og så bliver det ikke helt slemt. Hvorefter man man påstå, at man har gjort noget godt. Nej, der bliver stadig skåret 167 millioner kroner.

Kunne Regionsrådet ikke gøre andet, når nu regering og folketing ikke har afsat flere penge til regionerne. Jo, det kunne have sagt fra og sammen med de øvrige regionsråd lagt pres på regering og Folketing. Det ville flertallet i Regionsrådet ikke. Det har tværtimod optrådt som villige håndlangere for regeringens asociale sparepolitik.

Det vil Enhedslisten ikke være med til. Vi afviser forslaget til budgettet for 2016.

Vibeke Syppli Enrum, medlem af Regionsrådet for Enhedslisten. Tlf. 20460603.