Regionerne kunne jo sige nej

Så er der lavet en aftale mellem Danske Regioner og regeringen om økonomien næste år. En aftale, som betyder endnu mere pres på de ansatte i sundhedsvæsenet – og dermed ringere forhold for borgerne.

Det er ynkeligt at høre formanden for Danske Regioner, socialdemokraten Bent Hansen, beklage den stramme aftale. Det klinger hult, når han siger, at “Det her er noget af det strammeste, jeg nogensinde har været med til”.

Altså, der skal mindst to til at lave en aftale. Bent Hansen og Danske Regioner kunne jo have sagt nej. Så var der ikke en aftale – bl.a. om, at der for 10. år i træk skal spares to procent på sygehusene. For 10. år i træk! Det kaldes effektiviseringer. Men det er besparelser, som betyder, at de mange ansatte skal knokle endnu mere. Noget, som er skidt for de ansatte. Og noget, som går ud over patienterne.

Til gengæld bryster Danske Regioner – og sundhedsministeren – sig af, at der bliver tilført 200 millioner kroner næste år til sundhedsvæsenet. 200 millioner! Det er i snit 40 millioner pr. region. Det end ikke opvejer de to procents såkaldte effektiviseringer.

Sagen er, at denne aftale vil forringe sundhedssystemet voldsomt. Den vil føre til dårligere behandlinger, ringere arbejdsmiljø og nedlæggelse af tusindvis af stillinger.

Så aftalen mellem Danske Regioner og regeringen har ikke Enhedslistens støtte.

 

Vibeke Syppli Enrum
Medlem af regionsrådet i Syddanmark for Enhedslisten