Aftalen om en sundhedsreform svækker demokratiet, centraliserer magten i sundhedsvæsenet og åbner op for en øget privatisering.
Regeringens og DFs aftale om en sundheds-strukturreform har skabt debat om regionernes fremtid. I Enhedslisten mener vi, at driften af et offentligt sundhedsvæsen kræver politisk ledelse. Man kan bare prøve at sammenligne os med lande, hvor sundhedsvæsenet er privat. Det er hverken billigere eller bedre. De lokale forhold i regionerne giver mulighed for at prioritere ressourcerne efter de lokale behov og sikre, at borgerne bliver hørt. Regionspolitikerne er tættere på driften end både folketingspolitikere og embedsmænd i staten. Regionspolitikerne er det demokratiske element.
Sundhedsreformen bliver til virkelighed, hvis den nuværende regering forsætter. En reform, der både er underfinansieret, bureaukratisk og svært gennemskuelig. Efter ELs vurdering fører en afskaffelse af det politiske niveau ikke til besparelser. Der er selvfølgelig besparelser som de direkte omkostninger til regionsrådsmedlemmerne på ca. 80 mio. om året, men med indførelsen af 2 – 3 nye administrative og politisk indirekte niveauer, et Sundhed.DK, der skal placeres i Århus, men styres fra København, fem administrative enheder i de gamle regioner og endelig 21 fællesskaber med kommunal repræsentation af borgmestre, udvalgsformænd og fagprofessionelle, så er den besparelse hurtigt forsvundet.
For selvfølgelig er det ikke gratis. Eller forestiller man sig, at kommunerne bare skal overtage og finansiere opgaverne? Det er næppe spiseligt for de økonomisk pressede kommuner? Derudover er forestillingerne, om hvor meget der kan spares på administration, vildt overdrevne. De administrative medarbejdere sidder ikke og piller navle eller generer frontmedarbejderne. De laver regnskaber, planlægger byggerier, passer IT, laver kvalitetsudvikling, passer praksis-overenskomst, ordner HR, udbetaler løn osv. – og det skal de også gøre, selvom der kommer en sundhedsreform. Så det interessante er vel, om man kan SPARE 2,4 mia.
Regeringen bryster sig af at skabe en nærhedsfond, der forventes at sikre en koordineret indsats tæt på borgerne. De forudsætter, at man i nærhedsfondens 6-årige løbetid kan spare 1,5 mia. på politikere og administration. Alting bliver jo bedre, når man lægger de årlige beløb sammen – så det dækker reelt over 350 mio. ÅRLIGT fuldt indfaset. Det er 80 mio. kr. årligt fra regionsrådene, derudover 270 mio. til ikke-sundhedsopgaver, som ikke defineres nærmere. Det kan f.eks. være administration af trafik, uddannelse og råstoffer.
Dette skal samtidigt ses i en situation, hvor sundhedsvæsnet i flere år ikke er fulgt med befolkningsudviklingen, og derfor har været underfinansieret med milliarder af kroner.
Ifølge Kjeld Møller Pedersen, professor i sundhedsøkonomi, står det klart, at området har været underfinansieret med i gennemsnit mere end 1 mia. kr. årligt. Det drejer sig om flere ældre, prisudviklingen på sygehusmedicin samt nye behandlingsmetoder.
Alt i alt er forslaget ikke kun udemokratisk i sit indhold, men også i sin form. Det er at snyde vælgerne, når den ene politiker efter den anden råber op om nærhed, nærhed, nærhed og varme hænder. Det er muligvis intentionen, men den viden, der er om konsekvenserne af reformen gør, at dette ikke kommer til at ske – tværtimod. Og krav om undersøgelses- og behandlings- garanti åbner op for øget privatisering, for de eksisterende offentlige fysiske og økonomiske rammer kan ikke løfte opgaven.
Selvom Danmark er et lille land, er der geografisk betingede forskelle på den indsats, de fem regioner bør levere til kommuner og borgere. Også i praksis er der forskel på indsatserne, en forskel, som regeringen bruger som argument for deres reform. Men et ensidigt fokus på at reducere regionale forskelle risikerer imidlertid at skabe en laveste fællesnævner. Det gavner ikke patienter eller ansatte, og derfor skal vi ikke til at gøre det hele ens.
Et problem for sundhedsvæsenet er – uanset hvilken struktur, der vil være efter et valg – at sundhed er et resultat af det levede liv indenfor alle samfundsforhold. Derfor løses opgaverne ikke alene i sundhedsvæsenet, men skal sikres gennem tiltag på arbejdsmarkedet, i lokalsamfundene, i intuitionerne og alle steder, hvor mennesker mødes.
