Mangel på respekt

Af Vibeke Syppli Enrum, Ellerup Bygade 16, Gudbjerg – regionsrådsmedlem, Enhedslisten.

Varm luft, almindeligheder og løfter om noget, der allerede er vedtaget. Det karakteriserer det “fælles udspil i regionsvalgkampen”, som SF og Konservative er gået sammen om – og som de to partiers spidskandidater Villy Søvndal (SF) og Morten Weiss-Pedersen (K) præsenterede i sidste uge.

Man mærker, at der et valg lige om hjørnet.

Bare for at nævne et enkelt eksempel vil de have fuld åbenhed om politikernes udgifter. Jamen, det er jo allerede vedtaget. De vil i det hele taget have mere åbenhed. Og det er jo godt. Men samtidig vil de have “et fortroligt rum, hvor der kan foregå en reel debat imellem partierne”. Det er jo lige det modsatte af mere åbenhed.

Værre endnu er, når de to partier siger, at “der skal flere hænder til på rengøringsområdet” på sygehusene. Det er noget, rengøringspersonalet og deres faglige organisation længe har krævet og kæmpet for med kampagnen “Ren Respekt”.

Hvorfor var det så, at SF og Konservative for en måned siden stemte for et budget, som ikke gav flere hænder?

Det er jo mangel på respekt.